Skulle møde ind kl. 07.30 fastende – jaja min mavesæk havde fortæret sig selv de første tolv gange i løbet af natten. Fik en seng ind i opholdsstuen på barselsgangen fordi de ike lige havde plads på barselsgangen til os.. Øhh what ?? vi snakker planlagt kejsersnit her – har i ikke plads så ring da og sig det så kan man vel udskyde det så man kan få en ordentlig stue.
Vi blev proppet i det festlige tøj – manden er bare en anelse kikset i det grønne outfit og mine trusser var så usexede som de overhovedet kunne være.
Og så begyndte ventetiden .. jojo så kom jdm. Og sagde hej, hun var da meget sød men jeg havde nu håbet på at det blev Anita som med de to andre banditter, men fair nok vi vedtog at det betød at 3. gang virkelig skulle være anderledes. Hende der skulle skære i mig kom også og hilste på – hende kendte vi så fra et af vores utallige besøg på FG i løbet af graviditeten så det var hyggeligt det lige blev hende.
Lå og smsede med min søster om det var sjovt de startede op i behandling for barnløshed, de sad og ventede på at han skulle ind og have tjekket kvaliteten på hans svømmere kl. 09.50.. tiden gik og de kom ind og sagde at de nok kom og hentede mig lidt før, og vi tænkte fedt, og blev endnu mere spændte på at få ham ud. Portøren kom og hentede mig kl. 09.50 – Manden og jeg kiggede på hinanden og sagde det må være god babykarma.
Vi kom ned på op. Hvor vi blev mødt af min veninde som skulle være med til det hele. Jeg kom op at sidde hvor jeg fik lagt drop, og skulle have lagt lokalbedøvelse så jeg kunne få rygbedøvelsen lagt.. ohh det gik jo fantastisk det her .. bedøvelsen virkede sikkert fint men jeg kunne da hverken skyde ryg eller slappe af i siddende stilling.. begyndte at svede og få det halv træls, ny lokal bedøvelse blev lagt og manden roste mig til skyerne om hvor dygtig jeg simpelthen bare var og jeg tog det simpelthen bare så flot – behøver jeg sige at jeg havde slået ham i gulvet hvis jeg havde haft et boldtræ ? jeg var sku da ikke en skid dygtig, jeg ville slet ikke have kejsersnit mere, jeg ville bare hjem fordi de var så dumme, til at ligge den rigtige bedøvelse. Nå endelig blev den lagt og jeg kunne mærke den der sjove fornemmelse af at ens ben bliver tunge.
Så gik de i gang med at vaske mig af i jod og alt det der .. og så begyndte de at små mosle med mig.. manden og jeg kiggede forventningsfuldt på hinanden og min veninde stor klar med kameraet.. så kom de første skrig, og ”jeg var sådan lidt jamen allerede er det nu jamen øj det stort og må jeg så se ham” agtig – så blev jeg bedt om at vende hovedet og så, så jeg ham .. en dejlig basse. Hurtigt kom han ud i varmen hvor han fik Apagar 10/1 10/5 10/10 og alt var perfekt .. han kom ind til mig som efter han var kommet ud jo skulle steriliseres ..det første han gjorde var at jokke en finger op i min næse til stor morskab for farmand. Mads kom til verden 10.36 var 51 cm lang og vejede 3440g – pænt meget ved siden af Jdm. Skønnet der sagde jeg skulle forvente en basse å 4200g
fik lov til at "ligge med ham" det man nu kan når der bliver moslet med ens mave (jdm. Holdte ham for mig) .. føj de var onde og rev og sled i mig .. faktisk så meget at jeg til sidst måtte have hr. Madsen væk igen og over til far fordi jeg fik det elendigt af al den riven og masen. Og der var det så at jdm. mente han trak vejret alt for hurtigt, sitrede osv. så de tog ham ud på undersøgelses bordet igen (altså fandt jeg ud af da de var gået, for jeg koncentrerede mig om at trække vejret og ikke kaste op fordi de moslede med mig.)
Max 30 min efter han var kommet ud kom jdm. ind og sagde at han skulle i kuvøse, og overflyttes til et andet sygehus fordi han skal på neonatal afdeling. - så ligger man der med hul i maven og skal forholde sig til en helt masse man ikke lige havde forventet. Jeg reagerede ved - stor tudende - at sige til personalet på op - at de godt kunne blive færdige med mig for jeg skulle altså med min søn i ambulancen, hvis farmand ikke kunne komme med. Her fik jeg så at vide at jeg altså ikke var færdig endnu men hun skulle nok skynde sig. Imens kommer Jdm. Ind og siger at farmand må komme med i ambulancen og eg ånder lettet op. Og i samme åndedrag fortæller hun mig at der går mindst to timer efter jeg er kommet på opvågning før jeg kan følge efter Mads fordi jeg er hendes ansvar. Man ligger med en million tanker når man får at vide at ens søn ikke trækker vejret som han skal – man er pisse bange for ikke at få ham med hjem.
De mosler videre med mig så det virkeligt begynder at blive ubehageligt, jeg skælder ud fordi det er træls og min veninde kommer og krammer mig det bedste hun kan – hun valfarter imellem min mand og mads og mig. Jeg får at vide at når han får ilt får han farve når de fjerner den bliver han blå. Jeg spørger til hvor langt de er fordi jeg vil ikke være med til mere nu jeg har fået nok. Jeg skal bare ud af operations gangen – jeg magtede ikke mere, svaret var at de skulle til at ligge min livmoder ind på plads igen .. se det var så nok et lidt for uddybende svar for lille sarte mig – men fair nok jeg havde jo selv spurgt dem.
Endelig maser de det sidste rundt med mig mens jeg endnu engang skælder dem ud fordi det er så dybt dybt ubehageligt de bliver ved at røre og mosle med mig. Så skal jeg over i min seng igen.. og så skal jeg gud hjælpe mig selv hjælpe til ved at hive fat i sengehesten så jeg kunne blive på den ene side – det måtte jeg opgive fordi det gjorde ondt som ind i *biip*
Jeg blev rullet ud og så mads et kort sekund med iltmaske og ”pose” som en eller anden i grønt tøj stod og trykkede på. Manden smilte til mig og min veninde fulgte med mig på opvågning hvor jeg vold tudede hele vejen ned – det skulle jo være lykkens gang det her.. det var jo helt forkert.
Mig på opvågning hvor jeg allerede på vej derned begynder at kæmpe for at kunne bevæge mine ben så jeg kan komme af sted hurtigst muligt efter knægten. Og knægten på intensiv sammen med farmand, hvor der faktisk ikke var plads til hans kuvøse – så han blev moslet ind i et hjørne på en overfyldt stue.
Jdm. Mener jeg må have noget af en vilje da jeg så hurtigt får gang i mine ben igen – jeg kan ikke bruge mine tæer til noget men jeg kan bevæge mine ben selvom det faktisk gør ondt i mit kejsersnit.
Hun giver mig et hav af informationer som for mig virker total ligegyldige – hvorfor skal jeg have oplysninger når jeg kun kan koncentrer mig om jeg vil se min søn??
Min veninde kommer og krammer og fortæller hun lige har set Mads i kuvøsen, han er SÅ fin og dejlig at se på. Og at han holder farmand i fingren og nægter at give slip selvom de prøver på at ligge en sonde på ham. – hvilket de så måtte opgive fordi Mads legede flitsbue.
Jeg fik at vide at han snart ville blive overflyttet og at de ville se om jeg kunne nå at se ham inden. Portøren kørte friskt til på gangene hen imod intensiv, jeg blev klemt ind på den stue hvor Madses kuvøse stod og kunne ligge og kigge ind på en dreng med cpap, drop osv. Et skræmmende syn et eller andet sted .. husker jeg spurgte om jeg måtte røre ham (tænk sig man ikke bare gjorde det) og jeg har så efterfølgende fået at vide af min mand at han faktisk hjalp min hånd ind i kuvøsen til ham (igennem et af de der små runde huller) så jeg kunne røre ham.. det er grimt ikke at kunne huske at jeg rørte ham.
Mig tilbage til opvågning til flere oplysninger – hvem bekymre sig om pku test lige der ?
Får så at vide at Mads er kommet af sted, og et eller andet sted bliver jeg dybt fortvivlet og lidt lettet på samme tid – lettet over at han snart er i kyndige hænder og fortvivlet over at der bliver længere afstand imellem os – dog trøster tanken med at farmand er med mig meget den giver tryghed for så er Mads ikke alene.
Jeg får langt om længe lov til at komme op på barselsgangen, bliver rullet ind i opholdsstuen hvor jeg ser min mand. Bliver helt forvirret og begynder endnu engang at stor tude mens han krammer mig og siger ham ikke måtte komme med ambulancen alligevel – der ligger man så og tænker på en stakkels lille dreng der er helt alene i verden (sådan føltes det) man bander af jdm. Som havde sagt ham kunne komme med og jeg krævede at komme af sted og det skulle være NU!
De havde ringet efter transport til mig og der kunne gå tre timer før jeg blev hentet af en ambulance. Manden og jeg kiggede på hinanden og han fandt bilnøglerne frem – personalet spurgte om han nu var sikker på om han var i stand til at køre og de fik svaret at hvis han ikke tog bilen så gjorde hans kone det og så var det nok bedst han kørte. Det gav de ham ret i (og han tog det faktisk ganske roligt) Jeg blev kysset og krammet og han fik slæbt alt vores harbengut ned i bilen (vi skulle jo selv medbringe babydyne og tøj osv.) ca. 45 min senere fik jeg en sms om at han var ankommet og nu rendte rundt og ledte efter neonatal afd. Og jeg lå stadigvæk og ventede på at blive hentet tiden var lang, men personalet var nu meget søde – kom og sagde de havde ringet og rykket osv.
Så fik jeg at vide at de var på vej og lynhurtigt efter kom der to mænd og hev mig over på en båre, jeg fik et skud ketogan mere og så var det bare ud af vagten .. – det var faktisk slet ikke sjovt at blive rullet med – det kunne mærkes i kejsersnittet og jeg fik kvalme af ketoganen da de forsøgte at bakse mig ind i ambulancen tabet min båredims et hjul og jeg tænkte bare ”Typisk hvad mere kan gå galt” vi kom af sted og min tur begyndte .. først havde jeg lidt overskud til at snakke med ham der sad bagi ved mig .. men det overskud forsvandt hurtigt som vi kom ud at køre – Føj hvor gjorde det ondt og jeg blev flere gange mindet om at jeg altså skulle huske at trække vejret selvom jeg havde ilt i næsen. De fik mig bakset ud af ambulancen igen hvor der så var to andre der hjalp dem med at sætte et hjul på igen.
Jeg ramte barselsgangen lidt i kl 16 og så måtte jeg vente igen – underligt nok mente jeg det var det perfekte tidspunkt at smse til dem i terminstråden om at jeg var blevet mor .. Manden fik at vide at jeg var kommet og han kom op for at se om han kunne få mig hurtigere ned til Mads – langt om længe og en ketogan pille senere blev jeg rullet ned til Mads – det første billede fra neo er taget 16.45 på det tidspunkt havde vi været adskilt i ca. 5-5½time.
Han var fyldt med ledninger, sonde, cpap, de kørte EKG på ham målte iltmætning osv. Det så brutalt ud og man fik så ondt af ham fordi han var så lille.
Jeg blev kørt tilbage efter 1½-2 timer fordi jeg skulle have noget at spise og jeg skulle ud af sengen samt i gang med malkemaskinen.. helt naturligt blev manden hos Mads mens jeg fik ordnet det andet. Jo det gik da vældig fint med at komme ud af sengen .. Gosh hvor føler man sig på bambi til man har bevæget sig en meter. Få timer og en omgang ketogan senere blev jeg rullet ned til Mads i en kørestol med de få dråber mælk jeg kunne trække ud – dem fik han så i sonden med MME. Mens jeg lå med ham på brystkassen. Vi fik sagt godnat til Hr. Madsen og sagt til personalet at vi gerne ville vækkes når han skulle have mad igen fordi vi gerne ville være der. Jeg fik til det måltid malket hele 7ml. ud af de ca 30 ml han fik i sonden. Jeg fik fjernet mit drop med det der hjalp min livmoder til at trække sig sammen – noget de valgte at give mig for at forebygge min livmoder blev doven som den var sidste gang.
Han fik fjernet cappen og EKG´et dagen efter og man kunne lige pludselig sidde med ham uden at man blev viklet ind i alle mulige ledninger og uden at personalet kom stormende fordi der gik en alarm hos ham fordi der var røget en EKG dims af ham. Hver gang jeg ramte barselsgangen kom personalet stormende med ketogan som de mente jeg havde brug for – jo jeg havde det da træls men det gør jo heller ikke noget at man kan mærke man er ny op.
Vi begyndte at snakke med parret ved siden af os – de havde en lille pige med hul i hjertet, og vi fik både grint og grædt sammen. – de hjap mig igennem da min mand var nød til at tage hjem onsdag aften for at komme på arbejde. De fortalte om hvilken rod Mads var i det sekund han opdagede at mor var gået ud for at finde noget at drikke/spise – han skreg til han blev taget op af en af dem fra personalet og var arrig til mor kom igen så blev han rolig. Natten til Torsdag var han tæt på at ryge tilbage på cpapen fordi han reagerede voldsomt på at jeg gik op for at sove – så voldsomt at de ringede mig ned igen inden jeg havde nået at ligge mig.
Han rettede sig dog heldigvis rimeligt hurtigt da han atter lå på min brystkasse – så han undgik cpappen og jeg undgik min nattesøvn.
Torsdag morgen ved 06 tiden kunne jeg så luske op på barselsgangen for at se om jeg kunne nå lidt søvn inden morgenmaden og inden Mads ville have mad igen ved 09 tiden. Hver gang jeg var lige ved at falde i søvn, kom personalet fra barselsgangen ind for at fortælle noget eller undersøge det udslet jeg havde fået på maven af afdækningstapen fra kejsersnittet.. så kom de med noget klø-stillende og jeg var ved at gå amok fordi jeg for pokker da bare gerne ville sove ½ time uden afbrydelser, jeg var træt og godt øm i mit kejsersnit men jeg måtte ikke få mere smertestillende (for engangs skyld bad jeg selv om det, og nævnte det slet ikke behøvede være ketogan, for SÅ ondt havde jeg heller ikke. – men nej der var lukket). Lidt underligt men fair nok vel.) Jeg opgav alt hvad der mindede om søvn og gik ned til hr. madsen igen. Hvor jeg så fik at vide af personalet at jeg stortset nærmest næsten var udskrevet fra barselsgangen og på vej hjem – WHAT – det havde jeg ikke hørt noget om. Jeg skulle ingen steder uden lille Hr. Madsen hvilket personalet på Neo. Havde stor forståelse for og det lykkedes dem at få mig booket ind på patienthotellet, så mig op på barselsgangen for at få pakket mit harbengut så jeg kunne komme af sted.
Vel tilbage på Neo. Fik jeg så at vide af personalet at jeg skulle op på barselsgangen fordi de havde glemt at tjekke mit kejsersnit ar .. ARGH – det var så heldigvis pænt. Men de kunne ikke forstå jeg var blevet syet sammen for man plejer jo at hæfte sammen .. Jamen det bad jeg selv om og hende der stod for kejsersnittet elskede at sy så det passede hende rigtig godt. Nå kunne man ligefrem selv diktere man ville syes .. det svarede jeg på ved at sige jeg vidst hellere måtte komme tilbage til Mads på neo. Inden de ringede efter mig.
Og ganske rigtigt var de på vej til at ringe til mig fra Neo. For trøste Hr. Madsen kunne de altså ikke – her fik han så dommen ”trygheds-narkoman” og jeg fik at vide at 3m fra ham altså var flugtforsøg. Hvilket parret ved siden af gav personalet ret i og det grinte vi meget af hele dagen – skulle jeg ud at tisse blev han arrig fordi jeg gik. Da det begyndte at blive sidst på eftermiddagen begyndte jeg at frygte for hvordan natten skulle gå – jeg skulle jo gå frem og tilbage mellem neo og patienthotellet for at amme osv. Parret ved siden af mente jeg skulle have en seng på neo. Men der var ikke plads – der lå også 21 børn. Det endte dog med at jeg fik en seng ind ved siden af hr. Madsens vugge fordi personalet heller ikke mente at det var holdbart jeg skulle løbe frem og tilbage mellem tryghedsnarkomanen og hotellet. – så jeg fik en nat imellem hylende alarmer og skrigende babyer – og havde en dreng der var møg sulten og ikke kunne spise sig mæt ved mig fordi mælken ikke var løbet til, så vi prøvede at sætte en sonde fast på mit bryst så han kunne stimulere mig og få MME trukket op fra en flaske så han blev mæt og ja vi kartede nærmest rundt med ham .. til sidst opgav vi og han fik 25ml MME på kop. Og så sov han. Fredag begyndte min mælk at komme og han råhyggede sig ved brystet og jeg var ret stolt over at jeg havde fået et ammebarn – de to store har afvist brystet fra starten af- fredag eftermiddag blev vi udskrevet og kom hjem.